#16 AWM Cast – Hvordan laver vi godt SEO-indhold?

skrivemaskine-og-seo-indhold-som-bliver-skrevet-ned-paa-blok

Den bedste måde hvorpå I kan lave god SEO, er ved at bygge stærkt indhold. Hvordan I præcis gør det, kan du høre meget mere om her.

Se ugens afsnit af AWM Cast

Her kommer Glen med tips til, hvordan I kan lave bedre SEO-indhold:

Resume af episoden

Her giver vi jer et indblik i “The Basics”, når det kommer til at lave godt SEO-indhold. Herunder er emnerne vi vil komme ind på:

  • Tekstlængden
  • Keyword Density
  • Visuelle elementer
  • Interne links
  • Indholdsstruktur
  • Relaterede ord

Tekstlængden

Når I bygger nye indholdssider, skal I gøre det ud fra præmissen “jo mere I skriver, jo mere ved I”. Google er endnu blot en maskine – en maskine som sætter pris på volumen. Når det så er sagt, skal indholdet selvfølgelig stadig være super relevant og skabe værdi for læseren.

Keyword Density

Når der skal udarbejdes nye sider, skal I tænke over hvilke søgeord den pågældende side skal ranke på. Når I har gjort det, skal de udvalgte søgeord indgå et x-antal gange i teksten. Vores anbefaling går på, at de udvalgte søgeord skal udgøre 2-3% af den samlede tekst.

Visuelle elementer

Det er en god idé at benytte visuelle elementer som billeder og videoer. Det styrker ikke kun brugervenligheden, men også jeres SEO. Tænk over hvordan I navngiver billeder og videoer, sådan så Google kan tyde, at billedet eller videoen har relevans ift. til teksten.

Interne links

Gennem interne links kan I kæde jeres hjemmeside sammen på en logisk måde. Ved at linke fra én tekst til en anden, fortæller I Google, at I ikke bare har skrevet den ene tekst om det pågældende emne, men et helt net af tekster. Det er med til at styrke hvordan Google opfatter den viden I formidler.

Indholdsstruktur

Ved at bruge forskellige niveauer af overskrifter, kan I lettere fortælle Google hvad jeres indhold handler om, og dermed hvilke søgeord I skal ranke på. Strukturen skal gerne være som følger:

  1. H1’er – overordnet overskrift (hvad handler siden helt grundlæggende om)
  2. H2’ere – som kan forme resten af indholdet ud
  3. H3’ere – hvis indholdet kan foldes ud yderligere
  4. H4’ere – ved komplekse tekster med mange niveauer

Relaterede ord

Det er vigtigt, at I bruger ord som er knyttet til det søgeord, I gerne vil findes på. Hvis I f.eks. gerne vil findes på ordet “bil”, så skal i også bruge ord som rat, motor, interiør eksteriør osv. Google forventer nemlig at denne type ord indgår i en god tekster om biler.