Førstehåndsindtryk: Google Data Studio

Google Data Studio er for nyligt blevet tilgængeligt på det danske marked, og jeg har nu haft chancen for at få det afprøvet lidt – og det kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med. Jeg kan allerede godt afsløre, at jeg ikke står med armene over hovedet, selvom jeg bestemt synes, at det kan nogle interessante ting.

Herunder vil jeg prøve at gennemgå nogle af de fordele og ulemper, som jeg har oplevet indtil videre i Google Data Studio.


Fordele:

Herunder vil jeg komme ind på nogle af de fordele, som jeg stødte på, da jeg arbejdede med Google Data Studio.

Fungerer super godt med Googles værktøjer

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at de har gjort det let at arbejde med deres egne datakilder. Grunden til at det er et plus, er at Google står for så store dele af online marketing-aktiviteter. Over 90 procent af de tal, som vi kigger på i hverdagen kommer fra Googles værktøjer.

Gratis

Selvom jeg aldrig ville vælge et værktøj udelukkende baseret på, at det var gratis, er det stadig en rar ting. Navnligt det at man i mange andre værktøjer er begrænset til x-antal dashboards – som man ikke er her.

Brugervenligt

Mange andre data-værktøjer er ret nørdede, hvilket kan være super fint, hvis man er vant til at være nørdet i eksempelvis Excel, men som også kan være en barriere, hvis man ikke er. Google Data Studio gør det forholdsvist brugervenligt, og det kræver ikke den store tekniknørd at få opsat noget, der virker rigtig godt.

Fleksibelt

Når man har lært et par små work arounds, kan man ende med at tilpasse det rimelig meget til de behov, man har. Man kan også (uden de store grafiske evner) lave et design, som er ganske hæderligt – og vil kunne imponere de fleste kunder, hvis indholdet selvfølgelig også er af god kvalitet.


Ulemper:

Her vil jeg komme ind på de udfordringer, som jeg mødte, da jeg skulle opsætte en rapport i Google Data Studio.

Mangel på “Connectors”

Connector er et udtryk for det, der forbinder Google Data Studio med den data, man ønsker i rapporten. Her er halvdelen af deres Connectors til deres egne værktøjer – og der mangler bestemt kanaler som eksempelvis Facebook, Twitter og Bing.

Besværligt at dele

Selvom der er et hav af delingsmuligheder, er der et generende element. Vælger man delings-indstillingen “Anyone with a link can view”, kræver Google stadig, at man er logget ind på en Google-konto, før man kan tilgå det. Google har generelt en irriterende tendens med at “tvinge” én til at være logget ind på sin Google-konto. Netop denne indstilling ville jeg jo bruge for at undgå, at en kunde bliver mødt af en log ind-skærm, når de forsøger at åbne rapporten.

Har mange små børnefejl

Det er svært at være helt konkret, men ofte oplever jeg, at den ikke helt gør, som jeg forventede. Det er formentlig (og forhåbentlig) blot børnefejl, som stille og roligt bliver rettet til. Det er dog lige pt. med til at skabe en del frustration, når man sidder og arbejder i det.

Min anbefaling

Har man været vant til at benytte mere avancerede værktøjer som Klipfolio eller Tableu, vil det være en markant nedgang – og så vil jeg ikke anbefale det.

Har man derimod været vant til at benytte simplere værktøjer som Google Analytics eller Raven Tools til rapportering, synes jeg, det er et godt step op. Det er kun en smule sværere end at benytte førnævnte værktøjer, og det giver langt flere muligheder for opsætning og sammenligning af data.