#13 AWM Cast – Hvor mange søgeord skal man arbejde med?

samling af forskellige tegn og bogstaver som bliver til sogeord

I denne uges afsnit af AWM Cast skal det handle om, hvor mange søgeord vi mener I bør arbejde med. Dette er et emne, som deler vandene, bureauer imellem. Hør vores take på det her.

Ugens episode af AWM Cast

Hør hvad Glen mener om at arbejde med et fast antal søgeord:

Resume af episoden

“Køb en SEO-pakke som indeholder 5, 10 eller 300 søgeord”

Modellen hvor der arbejdes med et fast antal søgeord, fungerer for de færreste. Hvis man fra starten af lægger sig fast på at arbejde med 5 søgeord, vil det fjerne fokus fra det egentlige formål, som er at skabe organisk trafik der fører til konverteringer.

For enhver virksomhed er der måske 300-400 relevante søgeord, som man bør have overvejet i sin strategi. Det er selvfølgelig meget svært at være godt placeret på 300-400 søgeord. Men omvendt,hvis man allerede har lagt sig fast på 5 søgeord, hvad sker der så, når man finder ud af, at søgeord som ikke var blandt de 5, faktisk har stort potentiale? Så vil man overse de ord og miste kortsigtet potentiale, fordi man har lagt sig fast på nogle bestemte ord.

Løbende fokusskift er nødvendigt

Når vi arbejder med SEO, så tager vi eksempelvis 100 relevante søgeord og sætter dem ind i et værktøj, som viser alle placeringerne. Derfra går vi videre med de søgeord som ligger mellem plads 5 og 20 på Google, da det er dem med det største kortsigtede potentiale. Det gør vi, fordi at selvom mange af vores kunder gerne vil se langt frem, er de også nødt til at se nogle resultater inden for kort tid, så de har belæg og ressourcer til at investere langsigtet. Derfor starter vi ud med de lavthængende frugter, der skaber fundament for, at vi kan kravle højere op i træet.

Når vi arbejder med tekstforfatning på indholdssider for at opbygge placeringer på specifikke søgeord, så sker der typisk det, at det ikke kun påvirker de pågældende indholdssider, men hele hjemmesiden. Det er med til at trække de ord som ligger placeret 20 til 50 op i søgeresultaterne, så der altid vil være nogle der ligger mellem 5 og 20 – som er de næste der skal fokuseres på. Derfor er det vigtigt at kunne tilpasse sit fokus løbende.